Maskerede mænd angreb pludselig politiet: To betjente såret af kastede sten
30-40 maskerede mænd angreb onsdag eftermiddag politiet med sten, flasker og kanonslag.
"Vi har to kolleger, der er blevet ramt af stenene og blevet behandlet på skadestuen, men ellers er de OK," siger Lars Karlsen, vicepolitiinspektør og leder af operativ specialafdeling, der står for at patruljere Christiania, til Ekstra Bladet.
Episoden fandt sted, da politiet var til stede på fristaden. Det voldsomme angreb fik politiet til at trække sig tilbage, og i stedet udførte de kontrol af mulige hashkøbere i Bådsmandsstræde, der grænser op til Christiania. Men også her blev politiet angrebet.
"Vi har ikke optrådt offensivt derude i dag, og det er afstumpet og fuldstændig uacceptabelt, at man tyer til vold mod politiet eller nogen andre for den sags skyld," fortæller Lars Karlsen.
Politiet var udover aktionen til middag og i Bådsmandsstræde også på patrulje i formiddags, oplyser Lars Karlsen.
Ifølge en beboer på Christiania råbte de maskerede mænd: "I kommer sgu da ikke på en fødselsdag!" Den 26. september er nemlig Christianias fødselsdag, og årsagen til angrebet skal måske findes der.
Der er endnu ingen anholdte i sagen om stenkast.