Kræftramt fars søn skudt tilfældigt på gaden: "Det værst tænkelige er sket"
Fredag aften blev en 19-årig mand skudt ned på åben gade, sammen med to andre ofre. Umiddelbart en fuldstændig tilfældig nedskydning.
"Ifølge lægerne er sandsynligheden for, at han nogensinde kommer til at gå igen, næsten nul. Så han bliver lam i benene resten af sit liv. Den gode nyhed her til morgen (søndag, red.) var, at blødningerne i lungen er stoppet, og at størstedelen af hans lever er ubeskadiget. Men den skade, som kuglen har forårsaget i hans rygsøjle, har ødelagt så meget, at det værst tænkelige er sket."
Sådan siger den 19-åriges far, Walid El-Jamal, til B.T. om seneste nyt fra Rigshospitalets Traumecenter, hvor sønnen er indlagt på tredje døgn.
Fredag aften var Walid El-Jamals søn et af tre ofre i et skyderi på åben gade på Nørrebro. Tidligt meldte politiet ud, at de to andre ofre var tilfældige - og at den 19-årige var målet. Det er siden blevet akræftet, skriver B.T.
Kuglen, der ramte den 19-årige mand, gik gennem hans højre lunge, rygsøjlen og leveren. Og det er skaden på rygsøjlen, der er uoprettelig.
"Han er naturligvis meget ked af det og siger, at 'hvis jeg ikke kommer til at gå igen, er mit liv ødelagt'. Så han har betalt en meget høj pris. Selv om det værst tænkelig er sket, er det sådan, livet er. Som jeg prøver at sige til ham, er der tusindvis af eksempler på andre i Danmark, der har det værre end ham. Folk, der er blinde, folk, der er helt lammede, folk, som er født handicappede," siger Walid El-Jamal til B.T.
Han er selv ramt af prostatakræft, men arbejder og lever sit liv så normalt som muligt. Og vil være et forbillede for sin søn.