Fortsæt til indhold

Nu er han død

Den 55-årige indehaver af Spar-købmanden i Suldrup afgik ved døde fredag formiddag.

Krimi
Jacob Nielsen

Lørdag eftermiddag den 21. oktober blev indehaveren af købmandsforretningen Spar i den lille nordjyske by Suldrup overfaldet af en 20-årig mand og stukket flere gange med en kniv. Siden har han ligget livsfarligt kvæstet i kunstigt koma på Aalborg Universitetshospital - men nu er den 55-årige købmand afgået ved døden. Han døde i formiddag kort efter klokken 11, oplyser Nordjyllands Politi.
Det fuldstændig meningsløse overfald skete omkring klokken 15.15, da den 20-årige kom ind i forretningen og tilsyneladende umotiveret gik til angreb på købmanden.
To modige kunder i butikken overmandede gerningsmanden, der blev tilbageholdt, indtil politiet nåede frem. Han har siden overfaldet siddet varetægtsfængslet i surrogat på et psykiatrisk sygehus, sigtet for forsøg på manddrab. Det sigtelse ændres nu til overlagt drab, oplyser politiet.

LÆS OGSÅ:
Købmand Finn stadig i livsfare efter umotiveret, brutalt angreb: Rædselsfuldt, utrygt og meningsløst
Overfaldet har skabt rædsel i den lille by og hos de ansatte i Spar Suldrup, hvor man i dag sørger over den afdøde indehaver. Spar Suldrup skriver således på Facebook:
"Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Finn er sovet ind kl. 11 i dag med nærmeste familie omkring sig. Butikkerne holder åbent, og vi håber i vil kommer forbi. Pressen bedes respektere at personalet har brug ro til at bearbejde sorgen og passe deres arbejde, tak!"
Beskeden har allerede en time efter den blev slået op fået over 725 kommentarer.
Et par af dem lyder:
"Vores dybfølte tanker går til Finns familie, og vi har dyb respekt for alle de ansattes håndtering i denne fuldstændig uretfærdige og meningsløse situation. Ære været Finns minde."
"Meget sørgelige nyheder, jeg havde godt nok hele tiden troet at han ville klare den ?? Føler med familien og håber at de kommer så godt igennem det som man kan i sådan en situation."
"Hvor er det uendelig trist, at en så meningsløs gerning ender med at få det værst tænkelige udfald. De varmeste tanker og kondolencer til de efterladte - både familie, venner og medarbejdere."

Endnu en købmand overfaldet

Overfaldet mod Finn er desværre ikke det eneste overfald på en købmand på det seneste.

LÆS OGSÅ:
Nyt groft røveri mod købmand: Modige borgere nedkæmpede bevæbnet røver