Politirapporten: Mand råbte noget meget dumt til politibetjent
Forstyrrelse af den offentlige orden, voldelig adfærd og spirituskørsel. Her er uddrag af Østjyllands Politis døgnrapport
En 51-årig mand fra Aarhus optrådte i nat meget dumt foran en politipatrulje. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Klokken 05.12 kom manden i politiets søgelys, da han lænede sig ind over en patruljevogn, og henvendt til politipersonalet råbte han "fuck dig”. Det skete samtidig med, at han eksponerede sin midterste finger på den ene hånd.
Den 51-årige man fik en sigtelse for forstyrrelse af den offentlige orden.
Øvrige hændelser
Vold
En 18-årig mand fra Kjellerup optrådte klokken 03.01 i nat voldeligt på restauration Old Irish i Kannikegade i Aarhus, hvor han forsøgte at slå en dørmand. Han blev tilbageholdt indtil politiets ankomst, hvor han blev anholdt og sigtet. Han overnattede i politiets detention.
En 27-årig mand fra Aarhus optrådte klokken 05.10 også voldeligt. Denne gang skete det på restauration Bodegaen i det centrale Aarhus, hvor han flere gange skubbede til en dørmand på stedet. Manden blev tilbageholdt og politiet tilkaldt, der foretog anholdelse af manden. Han overnattede også i politiets detention.
Spirituskørsel
En 25-årig mand fra Hobro kørte i sin personbil på Vilh. Thomsens Plads og blev klokken 02.34 standset af en politipatrulje og rutinemæssigt kontrolleret. Manden lugtede af alkohol, og ved en efterfølgende udåndingstest viste værdien sig at være over det tilladte. Han blev derfor anholdt, sigtet og indbragt til politigården for at få foretaget en blodprøve.
jwh