Kvindelig hjælper dømt: Snød handicappet mand for 270.000 kroner
En 57-årig kvinde er blevet dømt for bedrageri mod en 67-årig mand fra Risskov
En 57-årig kvinde blev fredag ved Retten i Randers idømt et års betinget fængsel og samfundstjeneste for bedrageri begået mod en 67-årig mand fra Risskov, som hun var handicaphjælper for. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Bedrageriet begyndte i 2012, da hun via en konto på en spilhjemmeside misbrugte den 67-årige mands kontooplysninger. Igennem de næste fire et halvt år brugte handicaphjælperen kontoen til at spille for mindst 580 gange. I alt misbrugte hun den 67-åriges dankortoplysninger for omkring 270.000 kroner.
Politiet fik anmeldelsen om et mistænkeligt forhold i november 2016, og efterforskere fra Østjyllands Politis Sektion for Økonomisk Kriminalitet fandt så frem til de mange transaktioner, som de kunne forbinde til kvinden.
I retten erkendte den 57-årige alle forhold og modtog dommen.
"Jeg er tilfreds med dommen, som ligger inden for den straframme, vi normalt ser i denne slags sager," siger specialanklager Jesper Rodkjær.