Audi kørte 147 km/t: Da betjenten ville standse bilen, blev han forsøgt kørt ned
En motorcykelbetjent blev mandag forsøgt kørt ned, da han ville standse en sølvgrå Audi. Nu jagtes Audien - og føreren af bilen.
Da en motorcykelbetjent mandag klokken 12.49 foretog en hastighedsmåling af en sølvgrå Audi, der kørte 147 km/t, hvor det var tilladt at køre 110 km/t, blev betjenten forsøgt kørt ned.
Det skete, da betjenten standsede personbilen, og parkerede motorcyklen ca. 10 meter bag den. Mens færdselsbetjenten var ved at stige af motorcyklen, satte Audien pludselig i bakgear. Betjenten nåede at hoppe af motorcyklen og springe ind til siden, inden bilen påkørte motorcyklen, så den væltede.
Herefter kørte personbilen fra stedet og drejede til højre af Cementvej. Betjenten så to yngre mænd i bilen.
Føreren beskrives som:
Mand, 20-25 år, almindelig af bygning, helt kortklippet hår. Han var iført en grøn dynejakke. Førte en sølvgrå Audi med et registreringsnummer, der starter med BD.
Politiet søger vidner til episoden eller personer, der har set en sølvfarvet Audi køre fra ved afkørsel 30 og dreje ned af Cementvej, mandag omkring kl. 1250.
Bilen har formentlig skader på bagenden, som følge af påkørslen. Ring til politiet på telefon 114.