Fortsæt til indhold

Privatfest i lejlighed i Grenaa: Flasker fløj ud af vindue og smadrede bilrude

Beboer anholdt for hærværk og for at gøre modstand mod politiet

Krimi
Arkiv

Østjyllands Politi blev i går kl. 18.57 kaldt ud til Korsgade i Grenaa, hvor en fest i en lejlighed havde udviklet sig i en uheldig retning. Festdeltagerne havde kastet flere flasker ud af vinduet og en af flaskerne havde ramt en parkeret bil og ødelagt forruden. Da patruljen tog kontakt til personerne i lejligheden, oplyste den 44-årige beboer, at det var ham, der havde kastet flasker ud og smadret bilruden, da han var sur over, at bilen holdt ud for hans lejlighed. Den 44-årige blev derfor sigtet for hærværk.

Det huede ham ikke, og han blev mere aggressiv og truende overfor betjentene, der derfor besluttede at anholde ham. Det gjorde kun den 44-årige mere aggressiv og han fik at vide, at han ville få endnu en sigtelse, hvis han modsatte sig. Det fik ham i første omgang til at falde til ro, men da han skulle gå med betjentene ud, gjorde han kraftigt modstand, og han blev derfor også sigtet for at modsætte sig anholdelse.

jr