Politirapporten: Tricktyv i 88-årigs hjem spurgte efter 'Inger'
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
En 88-årig kvinde blev mandag ved 13-tiden udsat for et tricktyveri i sin lejlighed på Frederiks Allé i Aarhus C.
Kvinden forklarede til politiet, at der pludselig stod en mand inde i lejligheden og spurgte efter en der hed Inger, hvorefter han løb ud igen.
Efterfølgende konstaterede kvinden, at der manglede nogle penge i hendes pung, der havde ligget i soveværelset.
Manden beskrives som værende:
- Dansk af udseende og talte dansk
- 160-165 cm høj
- Spinkel af bygning
- Spidst og tyndt ansigt
- Var iført en grå vindjakke med hætten trukket op over hovedet
Færdsel
En patrulje så mandag kl. 20.29 en bil, der parkerede foran Pizza Hut på Randersvej i Aarhus N. Patruljen observerede bilen for at se, hvem der steg ud af den. Men vedkommende blev siddende og kiggede på patruljen, der derfor valgte at gå hen til bilen og tage en snak med føreren. Den 30-årige mandlige fører virkede narkopåvirket og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev kørt med på politistationen for at få taget en blodprøve.
Mandag kl. 20.55 skete der et færdselsuheld på Vesterbrogade i Aarhus. En 23-årig mandlig bilist havde problemer med sin bil, og havde derfor aktiveret havariblinket og var steget ud af bilen. Kort efter kom en bus kørende og påkørte bilen, så denne blev skubbet ind i en ejendom. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.
En patrulje foretog mandag aften kl. 22.43 en rutinekontrol af en bil på Hammershusvej i Aarhus V. Den 22-årige fører af bilen virkede narkopåvirket og blev derfor sigtet for narkokørsel. Han havde heller ikke noget kørerkort og blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret. Han blev kørt med på politistationen for at få taget en blodprøve.
Indbrud
Der er det seneste døgn blevet anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Aarhus:
- På Digtergangen i Åbyhøj begået mandag den 29/10 mellem kl. 09.30 og kl. 11.30
- På Langballevej i Mårslet begået mandag den 29/10 kl. 12.14
- I Saralystparken i Højbjerg begået mellem fredag den 26/10 kl. 14.00 og mandag den 29/10 kl. 10.00
- På Ravnholtvej i Tranbjerg begået mandag den 29/10 mellem kl. 11.30 og kl. 12.45
- På Musvågevej i Aarhus V begået mandag den 29/10 mellem kl. 07.30 og kl. 15.00
- På Engdalsvej i Brabrand begået mandag den 29/10 mellem kl. 07.30 og kl. 15.00
- På Kirkebakken i Beder begåget mandag den 29/10 kl. 01.20