Flere herregårdssten kastet ned på vej fra bro: Mistænkt person fundet
Mistænkt person skal afhøres for at have kastet herregårdsten både tirsdag og onsdag
Hadsten En yngre person er mistænkt for at have kastet med flere sten i to omgange, fra broen der krydser Randersvej i Hadsten.
Det bekræfter Østjyllands Politis pressemedarbejder, Jakob Christiansen overfor Lokalavisen Favrskov.
"Vi er i øjeblikket i gang med at efterforske sagen, der blev politianmeldt klokken 6.45 onsdag morgen," fortæller pressemedarbejderen.
To omgange stenkast
Ifølge avisens oplysninger skulle en person klokken 6.37 have taget en eller flere herregårdssten, der lå i en bunke foran et nærliggende hus og derefter kastet dem ud over broen.
Der er ingen meldinger om folk der er kommet til skade i forbindelse med stenkastene.
Også i går over middag er der kastet sten ud over broen og ned på Randersvej, bekræfter Jakob Christiansen, der formoder, at der er tale om den samme person der har udført begge ugerninger.
"Vi har endnu ikke afhørt eller anholdt den mistænkte. Men vi formoder, at vedkommende har kastet sten begge dage."
Allerede i går kunne man læse opslag på Facebook Hadsten læse om den første runde stenkast, i dag er flere kommentarer kommet til og her handler det om stenkastet i morges.
Risikerer fængselsstraf
En person der kaster med sten på denne måde risikerer at blive tiltalt efter straffelovens paragraf 252 der lyder: "Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed."
Men da ingen er kommet til skade, ender det med al sandsynlighed ikke med andet en kraftig påtale fra politiet, lyder Lokalavisens Favrskovs vurdering.
"Vi vil gerne høre fra vidner der har set noget i området fra omkring tirsdag middag og frem til klokken 6.37 onsdag," siger Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi. Politiet kan kontaktes på 114.