Fortsæt til indhold

20 personer i masseslagsmål: Hvem var de? Hvor kom de fra?

Politiet søger vidner

Krimi
Arkiv

Østjyllands Politi søger vidner til det masseslagsmål, der brød ud i eftermiddag på Ekkodalen tæt ved Hammershusvej i Aarhus.

Det store slagsmål begyndte omkring klokken 15.15, hvor omkring 20 personer deltog. Flere brugte ifølge politiet forskellige slagvåben.

Da politiet kom frem, var slagsmålet overstået, og mændene var stukket af fra stedet. Politiets efterforskning ledte hurtigt frem til tre personer, som alle blev anholdt.

Senere på aftenen blev yderligere tre mænd anholdt, som også mistænkes for at have deltaget i masseslagsmålet.

Politiet har foreløbigt ikke meldinger om nogen tilskadekomne i forbindelse med slagsmålet.

"Vi er i fuld gang med at efterforske sagen for at finde frem til gerningsmændene, og hvad konflikten præcist gik ud på. Vi vil meget gerne have borgernes hjælp til at finde de involverede, så hvis man her set slagsmålet, eller har oplysninger der kan føre frem til gerningsmændene så ring til os," siger vicepolitiinspektør Gert Bisgaard fra Østjyllands Politi.

Oplysninger om slagsmålet kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.