Politirapporten: Biljagt endte med anholdelse i en opgang
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
To mænd anholdt efter flugt fra politiet
To rapfodede betjente anholdt i går kl. 19.48 to mænd, der forsøgte at flygte fra dem. Flugten begyndte, da patruljen ville standse mændenes bil i krydset Frydenlunds Allé/Viborgvej i Aarhus V. Da betjentene satte blinkene til, begyndte mændene i stedet at køre væk fra stedet. Selv om patruljebilen kørte tæt på med sirenerne tændt, fortsatte bilen ad flere veje i høj fart.
På Bispehavevej svingede den ind på en parkeringsplads. Her sprang de to mænd ud af bilen og fortsatte deres flugt til fods med betjentene lige i hælene. Selv om patruljen gentagne gange råbte, at mændene var anholdt, fortsatte de deres løb, som til sidst førte dem ind i en opgang. Her blev de indhentet af betjentene, der anholdt dem med den fornødne magt.
Begge blev sigtet for at flygte fra politiet. Den ene erkendte, mens den anden forklarede, at han skam ikke havde hørt eller forstået, at politiet ville have fat i ham. Det vides endnu ikke, hvorfor de to mænd havde så travlt med at flygte.
Vagt og politihund fandt bilbatteri-tyve
To mænd på 26 og 29 år blev i nat fanget på fersk gerning, mens de var i færd med at stjæle brugte autodele fra et bilcenter på Graham Bells Vej i Aarhus N. En vagt ringede til politiet kl. 4.14, da alarmen på bilcenteret var gået. Vagten fortalte, at han havde opdaget en varevogn på stedet og en mand, der luskede rundt på området. Han tilbageholdt manden og alarmerede politiet, der sendte en hundepatrulje til stedet med det samme. Betjentene overtog manden, som vagten havde tilbageholdt, og i løbet af meget kort tid fik en politihund snuset sig frem til tyv nummer to, der havde forsøgt at gemmes sig på stedet. Et kig ind i varebilen afslørede, at mændene havde læsset den med brugte autodele som batterier, fælge og bilkølere. Begge blev derfor anholdt og sigtet for indbrud.
Da begge mænd er polske statsborgere uden fast bopæl i Danmark, tilbageholder Østjyllands Politi dem nu i tre døgn, indtil Udlændingestyrelsen har afgjort, om mændene skal udvises. Hvis Udlændingestyrelsen afgør, at de kan udvises, bliver mændene senere fremstillet i grundlovsforhør for at effektuere udvisningen.
Nervøs knallertfører sigtet for hæleri
En 33-årig mand blev i går usædvanligt nervøs, da en patrulje standsede ham kl. 11.09, da han kom kørende på knallert på Vårkjærvej i Viby. Betjentene standsede ham, da knallertens lys ikke virkede. Mens de snakkede med ham, virkede manden hektisk og ville meget gerne hurtigt videre. Det fik betjentene til at undersøge knallerten nærmere. Det viste sig, at tændingslåsen var brudt op, og at stelnummeret var slebet af. Den 33-årige forklarede nu, at han havde købt knallerten af en person, han ikke kunne huske navnet på. Han blev sigtet for hæleri, og betjentene beslaglagde knallerten, da de formodede, at den var blevet stjålet.
Falske indsamlere på spil igen
Den seneste tid har Østjyllands Politi fået flere anmeldelser om udenlandske personer, der forsøger at bilde folk ind, at de samler penge ind til døvstumme. I går kl. 12.30 var de på spil igen. Denne gang på Muslingevej i Egå ved Rema 1000. En kvinde ringede til politiet, da to kvinder kontaktede hende og bad hende skrive under på en donation og give dem penge i kontanter. Kvinderne kørte kort efter væk i en grå stationcar.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man ikke giver penge til indsamlerne, men at man i stedet ringer til politiet på tlf. 114. Det er en stor hjælp, hvis man kan oplyse et godt signalement og evt. nummerplade på den bil, de kører i.
Færdsel
Der skete et færdselsuheld i går kl. 7.21 op Herningmotorvejen ved Harlev. To biler ført af en 47-årig og en 57-årig mand stødte sammen under en sammenfletning. Der skete kun materiel skade ved uheldet.
Der skete et færdselsuheld i går kl. 13.48 i krydset Brendstrupgårdsvej/Oluf Palmes Allé i Aarhus. En varebil ført af en 32-årig mand kørte frem i et kryds og blev ramt på siden af Letbanen, der kom kørende i samme øjeblik. Der skete kun materiel skade ved uheldet. De foreløbige undersøgelser tyder på, at den 32-årige kørte over for rødt lys.
Der skete et færdselsuheld i går kl. 16.59 på Østjyske Motorvej ved Brabrand. En 41-årig mandlig bilist kørte op bag i en anden bil og forårsagede et harmonikasammenstød, hvor yderligere to biler var involveret. Ingen personer kom umiddelbart til skade ved uheldet.
En 22-årig mandlig bilist blev i går kl. 16.56 anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset på Bispehavevej i Aarhus V.
En 70-årig mandlig bilist blev i går kl. 17.05 anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset på Jyllands Allé i Højbjerg.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i private hjem i Aarhus Kommune:
- På Vestermøllevej i Trige begået tirsdag d. 30/10 mellem kl. 7.30 og kl. 15.34
- På Bjødstrupvej i Højbjerg begået tirsdag d. 30/10 mellem kl. 18.00 og kl. 20.16
jr