Biografejer Brian ville trække lidt frisk luft: Pludselig blev han slået bevidstløs, trampet på - og sendt på operationsbordet
Da Brian Sønder Andersen natten mellem lørdag og søndag ville trække lidt frisk luft, blev han pludselig brutalt angrebet af en gruppe på fem mænd.
Brian Sønder Andersen ejer Kino Den Blå Engel i Kalundborg sammen med sin søster, Annette. Natten mellem lørdag og mandag gæster han beværtningen Kontoret i Kalundborg for, sammen med gode venner, at fejre en vellykket uge med flere arrangementer. Men alt bliver forandret, da han går ud for at få lidt frisk luft.
Det skriver sn.dk.
Brian Sønder Andersen mister bevidstheden, da han pludelig bliver slået i ansigtet, og mens han ligger ned, tramper en eller flere gerningsmænd på hans venstre ben, så det brækker to steder. Brian Sønder Andersen bliver hastet til Holbæk Sygehus, hvor han opereres.
"Brian har fået indopereret stålskinne ved bruddet," siger søsteren, Annette Nielsen, til sn.dk, og tilføjer:
"Det er så fuldstændigt uforståeligt og vanvittigt. Hvordan kunne nogen finde på at overfalde min bror på den måde? Han er ikke det mindste voldelig, og ingen har kendskab til, at han skulle være på kant med nogen mennesker."
Vidner så dog overfaldet, og disse vidner kan identificere gerningsmændene, da de ved, hvem det er.