Fortsæt til indhold

Skolelærer tiltalt for brutal vold: Tog voldsomme kvælertag

Krimi
Jacob Nielsen

Revselsesretten er for længst ophævet - både for forældre og skolelærere, men det er tilsyneladende gået hen over hovedet på en tidligere lærer ved en tysk privatskole i Tønder.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod læreren for vold mod en række mindreårige elever.

Ifølge anklageskriftet omfatter sagen i alt 10 forhold, som skulle være sket i perioden fra august 2016 til juni 2018.

Halsgreb

Mens han var ansat på skolen, skulle læreren gentagende gange blandt andet have anvendt såkaldt halsgreb, så elever enten ikke kunne trække vejret eller havde svært ved det. Han har også løftet elever op, så deres fødder ikke kunne nå jorden, ligesom han i flere tilfælde har skubbet og taget hårdt fat i eleverne.

Fængselsstraf

Anklagemyndigheden kræver fængselsstraf til læreren og mener samtidig, at han skal frakendes retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år både erhvervsmæssigt og i forbindelse med fritidsaktiviteter. Man har desuden krævet udvisning og tilhørende indrejseforbud til den tiltalte, som er tysk statsborger.

Sagen skal køre ved Retten i Sønderborg den 19., 22., 26. og 29. november, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.