18-årig Rema 1000-medarbejder slået og spyttet i ansigtet
20-årig kvinde anholdt for vold efter optrin i supermarked
En 18-årig medarbejder i Rema 1000 på Nørre Allé i Aarhus C blev tirsdag aften klokken 18.17 udsat for vold, da han blev slået af en 20-årig kvinde.
Medarbejderen forklarede til politiet, at kvinden tidligere havde begået butikstyveri i supermarkedet, hvorfor hun var blevet bortvist fra stedet.
Da hun dukkede op i butikken alligevel, bad medarbejderen hende om at forsvinde fra stedet. Det nægtede hun, og medarbejderen tog derfor fat i armen på hende for at føre hende ud.
Det fik hende til at blive hidsig og slå en knytnæve i hovedet på den 18-årige. Derefter spyttede hun ham i ansigtet, inden hun stak af fra stedet.
Kvinden blev senere genkendt på gaden og anholdt og sigtet for vold.
Den 18-årige medarbejder slap umiddelbart med en øm og rød kind.
dp