Politirapporten: 64-årig mand sigtet for voldtægt af hjælpeløs kvinde
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
En 64-årig mand blev tirsdag ved middagstid fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus i en sag om voldtægt.
Ifølge Østjyllands Politi er manden sigtet for 'voldtægt ved udnyttelse af hjælpeløs tilstand'.
Det var en 40-årig kvinde der angiveligt blev voldtaget, mens hun var hjælpeløs, tilbage i oktober.
Den 64-årige nægtede sig under grundlovforhøret skyldig, men kærede ikke dommerens beslutning om varetægtsfængsling i fire uger.
Politiet vil ikke oplyse yderligere, da fremstillingen blev holdt for lukkede døre.
Butikstyv sigtet efter at have drukket flaske i butik
En 72-årig mand blev mandag kl. 12.00 åbenbart så tørstig, at han bællede en flaske vand midt inde i Salling i Søndergade i Aarhus. Problemet var, at han ikke betalte for vandet, men blot stillede den tomme flaske tilbage i køleskabet. Derfor blev han tilbageholdt af en medarbejder, da han var på vej ud af butikken. En patrulje kom kort efter frem og sigtede den 72-årige for tyveri. Derudover blev han bortvist fra Salling og fik besked på ikke at komme tilbage, da det ikke var første gang, at han havde drukket af flaskerne i butikken.
Butikstyv anholdt med amfetamin og kniv i tasken
En 31-årig kvinde blev mandag kl. 14.00 anholdt og sigtet for flere forhold i Viby Centret på Viby Ringvej i Viby. Nogle vagter i centret opdagede, at kvinden lagde deodoranter og en jakke i en taske, hvorefter hun gik ud af butikken uden af betale. Her blev hun tilbageholdt af vagterne, der tilkaldte politiet. Da patruljen kom frem, viste det sig, at kvinden ud over tyvekoster også havde en ulovlig kniv og noget amfetamin i tasken. Så ud over butikstyveri blev hun også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for brud på knivloven.
Brand i lejlighed i Aarhus
Østjyllands Politi fik mandag kl. 16.05 en anmeldelse om, at der var udbrudt brand i en lejlighed på Nyborggade i Aarhus C. Kort efter havde brandvæsnet fået branden under kontrol, inden den nåede at brede sig til andre lejligheder. Undervejs blev beboerne i opgangen evakueret, men alle, på nær den 64-årige beboer i den brandramte lejlighed, kunne kort efter vende tilbage. Ingen kom til skade ved branden, der formentligt opstod i noget elektronisk udstyr.
Bil i brand
En bil brød natten til tirsdag kl. 00.28 i brand på Trille Lucassens Gade i Brabrand. Branden blev slukket, inden den nåede at brede sig. Ingen personer kom til skade. Det er endnu uvist, hvad brandårsagen var.
Færdsel
En 22-årig mandlig bilist blev mandag kl. 13.02 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Næringen i Risskov.
Der skete et færdselsuheld mandag kl. 16.30 i krydset Runevej/Jernaldervej i Hasle. En 39-årig kvindelig bilist og en 24-årig kvindelig bilist ramte sammen i krydset. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet.
En 26-årig mandlig bilist blev mandag kl. 20.50 anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Busgaden i Aarhus C.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Aarhus:
- På Haslevangsvej i Hasle begået mellem tirsdag d. 13/11 kl. 12.00 og mandag d. 19/11 kl. 17.45