Politi: "Nærpolitiet er tilbage - bare i helt andre former"
"Vi har lige gennemført en organisationsændring, som prioriterer et synligt nærpoliti," siger politiinspektør Carsten Spliid
Hos Nordsjællands Politi kan man ikke genkende kritikken og påstanden om, at afstanden mellem politi og borgere er blevet for stor.
"Jeg bliver lidt bedrøvet, når jeg hører borgerne fra Stenløse tale om for lang afstand, for deres ønske om et nærpoliti er netop blevet opfyldt. Det er tilbage - bare i andre former end tidligere," siger Carsten Spliid, politiinspektør for Forebyggelses- og Nærhedslinjen hos Nordsjællands Politi.
En nystiftet enhed, der har et lokalt fokus - blandt andet på Stenløse og Ølstykke.
"Vi har lige gennemført en organisationsændring, som prioriterer et synligt nærpoliti. 70 medarbejdere er tilknyttet linjen, hvoraf de fjorten arbejder som områdebetjente. Én af dem hedder Lasse Bladt og er ny områdebetjent for Egedal. Han sidder på stationen i Hillerød, men er til daglig synlig i både Ølstykke, Stenløse samt i Egedal Centret. Han er den klassiske "landbetjent", så nærpolitiet eksisterer stadig, og vi har et stort ønske om at blive mere synlige og mere tilgængelige, så vi kan dæmme op for borgernes utryghed," siger Carsten Spliid.
Højeste prioritet
Han understreger, at netop opklaringen af villa-indbrud står øverst på "to do-listen" hos Nordsjællands Politi. "Det er vores vigtigste prioriteringsopgave, for vi har mange indbrud i vores kreds, og vi prioriterer at komme ud til alle, der har haft indbrud," siger Carsten Spliid.
Borgerne kritiserer jer for at være svære at komme i kontakt med. Hvad siger du til det?
"Vi er til at få fat på. Hvis man står med en indbrudstyv eller en mistænkelig mand på en cykelsti, så skal man ikke ringe 114, men derimod 112, hvor man ikke kommer til at vente. Har man haft indbrud, så skal man ringe 114, og så kommer en betjent ud med det udgangspunkt, at han eller hende vil være tryghedsskabende og naturligvis finde brugbare spor, der kan bruges i jagten på gerningsmanden."
Carsten Spliid opfordrer også borgerne til at tage dialogen med politiet.
"Der er mulighed for at rekvirere nabohjælp eller via sin grundejerforening rekvirere et borgermøde, hvor fokus er på tryghed i forbindelse med indbrud," siger Carsten Spliid.