Anholdt to gange - på en halv time
Først blev han anholdt for tyveri, senere for røveri
Tirsdag blev to brilleforretninger udsat for røveri. Uden sammenhæng.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.
Klokken 10.30 kom en 27-årig mand ind i en forretning på Gaabensevej i Nykøbing Falster, hvor han stjal et par iPhones og forlod butikken.
Et vidne fulgte efter butikstyven, som kort efter blev anholdt af en tilkaldt politipatrulje.
Den 27-årige, der er fra København, blev sigtet for butikstyveri og taget med på politistationen, hvor han blev afhørt og lukket ud igen klokken 11.32.
Men blot en halv time senere, var den 27-årige på spil igen. Denne gang i en brilleforretning på Østergågade i Nykøbing Falster, hvor han tog en håndfuld designersolbriller og ville forlade butikken med dem.
Fra tyveri til røveri
En medarbejder forsøgte at standse den 27-årige med det resultat, at medarbejderen blev skubbet væk, og den 27-årige forlod forretningen med brillerne.
Dermed blev tyveriet til et røveri. Politiet blev tilkaldt, og få minutter senere var han igen anholdt og denne gang sigtet for røveri.
I en anden brilleforretning tæt på
Næsten samme historie udspandt sig kort forinden klokken 11.20 i en anden brilleforretning - også på Østergågade - og tilsyneladende helt uden sammenhæng.
Her gik en 30-årig mand fra Hvidovre ind i forretningen og stjal brillestel til et betragteligt beløb.
Personalet så det, og forsøgte at holde døren lukket, men den 30-årige skubbede dem væk og forlod stedet til fods.
Kort efter klokken 11.57 blev også han anholdt og sigtet for røveri.
Da han havde kokain på sig, blev han også sigtet efter loven om euforiserende stoffer.