Midt på parkeringsplads: Storesøster amok med kniv på sin lillesøster
Søndag eftermiddag stak en 33-årig kvinde sin 20-årige lillesøster i ryggen med en kniv.
Midt på en parkeringsplads på Nederste Torpenvej i Humlebæk blev en 20-årig kvinde søndag eftermiddag stukket i ryggen med en kniv. Gerningsmanden var ikke ukendt - langtfra. Det var nemlig den 20-årige kvindes 33-årige storesøster.
Klokken 14.23 modtog politiet anmeldelse om knivoverfaldet, oplyser vagtchef Martin Bakke til TV 2.
"Der var heldigvis kun tale om overfladiske skrammer. Men hun er blevet kørt til behandling på sygehuset," siger Martin Bakke til TV 2.
Politiet ankom til stedet og anholdt den 33-årige storesøster, der foran kvindernes mor og stedfar, havde stukket lillesøsteren. Motivet er endnu ukendt.
"Vi skal finde ud af, om hun skal fremstiles i grundlovsforhør. Det bliver hun formentligt, når der er tale om knivoverfald. Det skete som sagt i det offentlige rum på en parkeringsplads. Så der er også flere andre vidner end de to," siger Martin Bakke til TV 2.
Ifølge Martin Bakke er begge kvinder etnisk danske.
Se flere fotos og video på localeyes.dk