Fortsæt til indhold

Kvinde mister livet i højresvingsulykke

Kvinde på ladcykel dræbt i højresvingsulykke i Nordsjælland.

Krimi
sb

En 57-årig kvindelig cyklist er torsdag eftermiddag død efter en højresvingsulykke i Kvistgård i Nordsjælland.

Det oplyser Nordsjællands Politi via Twitter.

Ulykken skete omkring klokken 14, hvor kvinden, der kørte på en ladcykel, blev ramt af en højresvingende lastbil.

I forbindelse med ulykken kom kvinden ind under lastbilens hjul. Hun blev erklæret død på ulykkesstedet.

Kvindens pårørende er blevet underrettet.

Højresvingsulykker koster hvert år menneskeliv.

I 2017 viste en analyse fra Vejdirektoratet, at der mellem 2007-2017 var sket 195 højresvingsulykker i Danmark. 43 mennesker havde mistet livet, mens 115 kom alvorligt til skade.

Analysen viste, at næsten dobbelt så mange kvinder som mænd var ofre i højresvingsulykker.