Fortsæt til indhold

Dansk kvinde var hustru til flere terrorister: Nu risikerer hun lang fængselsstraf

En 26-årig kvinde med dansk statsborgerskab risikerer fængsel i fire år eller mere for at have fremmet Islamisk Stat, oplyser Anklagemyndigheden.

Krimi
jwh

Anklagemyndigheden har valgt at rejse tiltale mod en 26-årig kvinde med dansk statsborger, som er mistænkt for at have fremmet terrororganisationen Islamisk Stat i Khorasan-provinsen (ISKP) i Afghanistan.

Det oplyser Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Den 26-årige kvinde tiltales for i perioden fra juli 2017 til maj 2021 at være indrejst i Afghanistan og dér at have fremmet virksomheden for terrororganisationen ISKP ved, at hun gennem sin tilstedeværelse og som mor til mindreårige børn og hustru til personer, som var aktive i terrororganisationen ISKP, bidrog til, at ISKP kunne opretholde og konsolidere sin position i området, fremgår det af pressemeddelelsen.

Sagen er rejst af Statsadvokaten i København.

»Som vi har set det med Vestre Landsrets dom af 19. december 2022, så kan man blive anset for at fremme en terrororganisations virksomhed, hvis man virker som husmor for og hustru til en eller flere personer, der er aktive i en terrororganisation. Det er dét, vi mener, at der er beviser for, at den 26-årige kvinde har gjort, mens hun opholdt sig i Afghanistan. Vi mener også, at det er en skærpende omstændighed, at perioden var så lang, som den var,« siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas, Statsadvokaten i København, i pressemeddelelsen.

Kvinden blev anholdt ved ankomsten til Danmark den 10. december 2021 og har været varetægtsfængslet siden.

Sagen mod den 26-årige er rejst som en nævningesag, da anklagemyndigheden vurderer, at der kan blive tale om at straffe den tiltalte med 4 års fængsel eller mere.

Sagen er berammet ved Retten på Frederiksberg fra den 21. august 2023.