Fortsæt til indhold

Sigtede beruset kvinde efter skilte?

Politi afventer nu resultatet af blodprøver.

Krimi

En 73-årig kvinde fra Strøby Egede ved Køge var i weekenden lidt for glad for kombinationen af alkoholindtagelse og bilkørsel, og det betyder, at hun nu har fået sit kørekort inddraget.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en døgnrapport.

Omkring klokken 21.30 fredag gik det galt på Acacievej, hvor kvinden påkørte et skilt og bilen stoppede. En kvik borger tog nøglerne fra kvinden, som var uskadt, men spirituspåvirket. Politiet kørte til stedet, hvor en alkometertest viste, at hun havde en promille over det tilladte. Hun blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Søndag klokken 18.45 var samme 73-årige kvinde ude at køre igen. Nu påkørte hun byskiltet på Strøby Bygade, så det væltede. Igen slap kvinden uskadt, men hun havde også ved dagens uheld en promille over det tilladte. Hun blev derfor anholdt og måtte igen med en politipatrulje en tur på sygehuset, hvor hun fik udtaget en blodprøve.

Kvinden fik nu inddraget sit kørekort til sagen, og politiet afventer nu resultatet af blodprøverne, hvorefter kvinden vil få besked om, hvilket konsekvenser det får for hendes kørekort.