Legendarisk flugtkonge viser rundt i fængslet, han flygtede fra
Med hjælp fra moderne teknologi kan du nu blive vist rundt i fængselsmuseet i Horsens af tidligere fanger og ansatte
Når Fængselsmuseet på Fængslet i Horsens onsdag den 20. maj igen slår dørene op for publikum, vil det tidligere Horsens Statsfængsel blive endnu mere levende og nærværende for de tusindvis af gæster fra ind- og udland.
Fængslet har forberedt sig siden nytår på genåbningen, der finder sted på statsfængslet 162 års fødselsdag.
Den udvidede udstilling i de 162 år gamle bygninger giver blandt andet museumsgæsterne mulighed for at opleve de personlige historier fra mennesker, der selv har haft deres hverdag på stedet. Museumsgæsten kan vælge mellem 10 autentiske identiteter – syv fanger og tre ansatte – og gæsten bliver så taget ved hånden af et af de mennesker og ført rundt i fængselsmuseet.
Fangens, betjentens eller inspektørens liv fortælles ved hjælp af moderne teknologi, der med billeder, film, lyd og tekst viser sig for kun din person på uventede steder. Der er cirka otte historiestop på rundturen, som du kan tage i selskab med for eksempel flugtkongen Lorentzen eller Arne Frederiksen, der var fængselsinspektør fra 1966-85.
Rør og se hvad der sker
Den nye udvidede udstilling, der blandt andet er kommet i stand via en bevilling fra Arbejdsmarkedet Feriefond på næsten 10 millioner kroner, byder også på muligheden for at gå på opdagelse i udvalgte celler og kontorer. Rør ved en opslagstavle eller læg dig på en seng - og prøv at se, hvad der så sker med udstillingen. Eller lån en lommelygte og led efter skjulte ting og budskaber i cellerne.
Der er også nye udstillingsemner, der går mere i dybden, viser genstande og fortæller historier om blandt andet lægekonsultationen fra 1930'erne med en masse fotos og sygeplejerskernes kontor fra 2005.
Endelig vil en helt ny scenografi skabe illusionen om, at fangerne er flyttet tilbage i fængslet. Som gæst vil man kunne fornemme skyggerne ud ad øjenkrogen, når de går forbi på gangen, pusler rundt på trappen eller banker på en celledør. Den udvidede udstilling er blevet til i et tæt samarbejde mellem Fængselsmuseet og Kvorning Design & Kommunikation, der har været med til at udvikle konceptet og har designet og implementeret udstillinger og oplevelser.
Og der er meget mere på vej i Fængslet. Åbningen af den udvidede udstilling er blot den første af i alt tre store udvidelser. Tidligere på året meddelte Nordea-fonden, at den støtter udviklingen af Fængselsmuseet på Fængslet i Horsens med tæt ved 22 millioner kroner.
Pengene fra Nordea-fonden skal anvendes til at gennemføre fem projekter. Fire af demgennemføres i 2016 og får blandt andet fokus på brugerinddragelse og debat. Målet er, at museet hele tiden skal være aktuelt i forhold til den debat, som præger samfundet til enhver tid.
Det femte og største projekt til 8,7 millioner kroner er klar i foråret 2017. Det er en fysisk og dokumentarisk rekonstruktion af Carl August Lorentzens 18 meter lange flugttunnel fra hovedbygningens strafcelleafdeling ud under forgården og frem til inspektørens kartoffelkælder i forhuset.