Fortsæt til indhold

Færre indbrud hos østjyder i sommerferien

Sommerferien er højsæson for indbrud i boliger, men tallet er faldende

Krimi
Arkiv

Sommerferien er slut for de fleste, og færre østjyder end normalt er kommet hjem til indbrud.

I ugerne 27-32 (mandag 2. juli - søndag 12. august) blev der anmeldt 359 indbrud i private hjem i Østjyllands politikreds, der omfatter kommunerne Aarhus, Randers, Odder, Syddjurs, Norddjurs, Favrskov og Samsø. Det er et lille fald på 3,5 procent, som ville være større, hvis ikke tyverier fra ulåste boliger og tricktyverier fra private hjem fra i år tæller med som indbrud. Antallet af indbrud er faldet hvert år siden 2015, hvor der blev anmeldt 490 indbrud. Målt i procent er sket et fald fra 2015 til 2018 på 27 procent.

"Vi arbejder målrettet og intensivt med at få antallet af indbrud bragt ned, særligt op til ferier, da vi ved, at sommeren og andre ferieperioder er højsæson. Vi arbejder analystisk for at kæde flere indbrud sammen, for eksempel hvis vi genkender en fremgangsmåde fra tidligere, eller et signalementet på en mulig gerningsbil eller gerningsmand. Og så patruljerer vi løbende i de områder, som er særligt ramt, så vi forebygger, at indbruddene sker igen," siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

"Derudover er det en stor hjælp, når borgerne holder øjne og ører åbne og tipper os, når de ser noget mistænkeligt. Vi sætter utrolig stor pris på det, når borgerne hjælper os. Vi hører hellere om det en gang for meget end en gang for lidt, hvis man oplever noget mistænkeligt, som politiet bør se på."

Antal anmeldte indbrud fordelt på kommuner 2015-2018:

Kommune2015201620172018
Ukendt1010
Syddjurs41352123
Norddjurs16181321
Favrskov76493847
Odder519810
Randers54916940
Samsø0002
Aarhus297255222216
I alt490467372359

jr