Mor og datter sigtet: Planlagde og forsøgte at myrde ung mand med 19 knivstik
En mor og datter er sigtet for drabsforsøg efter voldsomt knivstikkeri i København. De nægter sig skyldige.
Søndag er en mor og hendes datter blevet fremstillet i grundlovsforhør. Her er de sigtet for at have forsøgt at dræbe en 24-årig mand, der blev stukket med en kniv 19 gange kort efter midnat natten til søndag i en lejlighed i Tåsingegade på Østerbro.
Det skriver Ekstra Bladet.
De to kvinder er sigtet for "i forening og efter forudgående aftale og fælles forståelse" at have stukket den unge mand 19 gange med kniv - med den hensigt at dræbe ham. Den 24-årige mand fik blandt andet blødninger i den ene lunge.
Af hensyn til efterforskningen blev grundlovsforhøret afholdt for lukkede døre. Derfor er det uvist, hvad politiet bygger sin mistanke mod kvinderne på.
Den 40-årige mor og dennes 19-årige datter nægter sig skyldige og har ikke udtalt sig i grundlovsforhøret.
Se flere fotos og video på localeyes.dk.