36-årig mand tiltalt for uhyggeligt drab: Iskoldt skød og likviderede han 30-årig mand
En 36-årig mand er nu blevet tiltalt for at have dræbt en 30-årig mand ved at have skudt ham i hovedet den 22. december sidste år.
En tilfældig forbipasserende fandt sent om aftenen den 22. december liget af en 30-årig mand på Tørvebryggen ud for Randers Regnskov. En 36-årig mand er nu sigtet for at have dræbt ham ved at skyde ham i hovedet.
I samme sag er den 36-årige sammen med en 19-årig mand og en 38-årig kvinde tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder ved at have kørt rundt med et skydevåben under deres flugt fra stedet.
Dagen efter sendte Østjyllands Politi en international efterlysning ud på tre personer, som efterforskningen havde ledt dem frem til. Senere samme dag blev de to mænd og kvinden anholdt i nærheden af Neumünster af tysk politi under en større aktion.
Alle tre har, siden de blev udleveret til Danmark i januar, siddet varetægtsfængslet, og nu er tiltalen så klar mod dem.
"Politiet har foretaget en meget grundig efterforskning, der har ført til, at der nu er rejst tiltale mod den 36-årige, for at dræbt den 30-årige. Anklagemyndigheden har ikke fundet beviser for, at de to andre personer var medvirkende til drabet, selvom de var til stede på gerningstidspunktet," siger senioranklager Birgitte Ernst.
Ud over ulovlig våbenbesiddelse tiltales alle tre også for at have stjålet en bil, som de brugte under flugten til Tyskland.
Retssagen starter den 25. oktober og fortsætter den 6-8. november og den 7. december.