"Jeg brugte en ligther. Flammerne var virkelig flotte!": 61-årig mand satte ild til uerstattelig kirke
En 61-årig mand fra Horsens erkendte i et grundlovsforhør ved Retten i Horsens, at han onsdag satte il til prædikestolen i Vor Frelser Kirke i Horsens.
Den 61-årige mand blev torsdag middag varetægtsfængslet i fire uger på en psykiatrisk afdeling. Efter han onsdag aften blev anholdt - sigtet for at have tændt ild til prædikestolen i Vor Frelsers Kirke i Horsens.
Og den 61-årige erkendte i retten, at det var ham, der satte ild til prædikestolen, skriver Horsens Folkeblad.
"Jeg brugte en lighter. Det gik meget hurtigt. Der var flammer helt op til loftet, og jeg sad og nød flammerne et stykke tid. De var virkelig flotte. Jeg tænkte, jeg burde have gjort det om aftenen - så havde det været endnu flottere," forklarede han ifølge avisen.
Den 61-årige forklarede at han er psykisk syg, og han protesterede da heller ikke, da han blev varetægtsfængslet i de kommende fire uger på den psykiatriske afdeling. Han skal også mentalundersøges.