Djursland: Fire indbrud i boliger gennem ulåste døre
Lås altid din dør, når du går hjemmefra, opfordrer politiet
Der er i det seneste døgn anmeldt hele fire indbrud i boliger på Djursland, hvor gerningspersonerne er kommet ind via en ulåst dør.
Østjyllands Politi anbefaler i den forbindelse, at man låser sit hjem af, når man forlader det - også selvom man blot er væk et kort øjeblik i nærheden af huset, som det var tilfældet i flere af de anmeldte sager, der er omtalt herunder:
En ældre kvinde anmeldte mandag, at der havde været indbrud i hendes hjem på Laenvej i Glesborg, mens hun befandt sig i haven. Klokken 17.18 blev hun opmærksom på en ung mand, der løb fra stedet i retning af Brugsen. Bagefter opdagede hun, at hendes dankort og nogle kontanter var forsvundet fra hjemmet, der stod ulåst. Gerningspersonen beskrives som:
- Mand
- Høj og tynd
- Havde fuldskæg
- Muligvis iført mørkt tøj
Senere samme dag anmeldte en anden ældre kvinde, at hun havde haft en ubuden gæst, mens hun var ude med skraldet ved sit hjem på Lunavej i Auning. Her havde hun bemærket en mand gå forbi en række huse og opdagede bagefter, at hun manglede sin pung, der havde ligget indenfor. Han beskrives som:
- Mand
- Dansk af udseende
- Ca. 20-25 år
- Spinkel
- Hvid i huden og sort, kort hår
- Iført bordeaux Adidas bukser, røde sportsko og en lys bluse
Foruden disse to indbrud har der været to andre indbrud i private hjem gennem ulåste døre:
Det ene er sket i Bærhaven i Grenaa mandag mellem klokken 12.00 og 13.45. Det andet er begået i fredags mellem klokken 14 og 16 på Godthåbsvej ved Holbæk nord for Ørsted. Ved disse indbrud er der ikke noget signalement af gerningspersonerne.
Østjyllands Politi hører gerne fra borgere, der kan have oplysninger i de konkrete sager, på telefon 114.
Endelig har der også været et 'almindeligt' indbrud (det vil sige ikke gennem en ulåst dør) på Østervangs Allé i Auning. Det er begået mellem mandag 13. august og søndag 19. august.
jr