Anholdt: Mistænkt for at stå bag blodigt knivoverfald
Ofret blev stukket flere gange med kniv.
En 23-årig mand blev natten til lørdag den 15. oktober stukket ned midt i København.
Lidt før kl. 01 blev han fundet på Jarmers Plads. Manden blev sendt til behandling for de skader han havde pådraget sig - og overlevede overfaldet.
Nu er der så onsdag kommet nyt i sagen.
»Vi har i formiddag (onsdag, red.) anholdt en 26-årig mand med relation til bandemiljøet. Han er sigtet for drabsforsøg den 15. oktober på Jarmers Plads, hvor en 23-årig mand blev stukket flere gange med en kniv,« skriver Københavns Politi på Twitter.
Den anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør senere i dag. Anklagemyndigheden begærer dørlukning.
Politiet oplyser samtidig, at flere personer deltog i knivoverfaldet, og derfor fortsætter man efterforskningen med henblik på at anholde flere.