Har afhørt drenge på 13 og 14 år: Mistænkt for at stå bag voldsom gårdbrand
Drengene havde angiveligt "hygget sig".
En firlænget gård nær Køge blev 23. januar om aften raseret af en voldsom brand.
Og brandvæsnet og politiet kunne ved ankomsten til stedet på Ølsemagle Kirkevej ved Køge konstatere, at der var ild i de tre udhus-længer og i et sådant omfang, at brandvæsnet besluttede at lade de tre længere brænde ned under kontrollerede forhold, så der ikke skete noget med en friliggende beboelse.
Landejendommen var ødelagt og forladt, så der var ikke risiko for mennesker eller dyr. Men branden er siden blevet efterforsket, og nu peger pilen på to teenagedrenge.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Drenge på 13 og 14 år
Politiet havde efter branden foretaget brandtekniske undersøgelser. Her var der ikke tegn på, at hverken elinstallationer eller brændbare væsker kunne have startet branden.
Efterforskningen i sagen fortsatte med forhøringer i lokalområdet ud fra en tese om, at den forladte landejendom kunne være et tilholdssted for områdets unge.
I den forbindelse fik politiet sporet sig ind på de to lokale drenge på henholdsvis 13 og 14 år, som blev afhørt på Køge politistation i overværelse af både værger og en repræsentant fra de sociale myndigheder.
Kan ikke sigtes
Drengene blev begge afhørt om mulig overtrædelse af straffelovens bestemmelser om uagtsomt at have forvoldt ildebrand på fremmed ejendom.
Men da begge drenge er under den kriminelle lavalder på 15 år, kunne de ikke sigtes for overtrædelse af den pågældende bestemmelse i straffeloven, men forklarede ved afhøringen, at de netop havde været på stedet den pågældende dag om eftermiddagen for at ”hygge sig” i den forladte landejendom.
Drengene havde under opholdet haft en lighter med og havde også tændt et lille bål i brændbart materiale, som de formentlig ikke havde fået slukket ordentligt, inden de forlod stedet.
Gløder fra det lille bål inde i en af længerne kan efter politiets opfattelse have ulmet i nogle timer og udviklet sig til en brand, som blev opdaget og anmeldt om aftenen kl. 20.16.
De to drenge og deres værger vil således høre nærmere fra politiet, når sagen er helt færdigefterforsket.