Fortsæt til indhold

Forsøgte at flygte fra politiet: Kørte i forkert vognbane og over for rødt flere gange

Den unge mand nåede også at forårsage et mindre færdselsuheld, inden han blev standset i Tilst.

Krimi
am

Det endte med mange sigtelser til en ung mand onsdag aften. Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

En patrulje fra politiet forsøgte onsdag aften kl. 20.05 at standse et køretøj på Aldersrovej i Aarhus N til en rutinemæssig kontrol. Det var dog ikke noget den 20-årige mandlige chauffør ønskede at efterkomme. For han flygtede i stedet fra politiet.

Flugten foregik ad Venstre Ringgade mod vest, inden flere patruljer kom til og fulgte efter bilen på først Viborgvej og sidenhen Havkærvej i Tilst. Bilen blev endelig bragt til standsning på Blomstervej kort tid efter kl. 20.09, hvor den 20-årige chauffør straks blev anholdt.

I løbet af den få minutter korte flugttur havde bilisten nået at køre over for rødt flere steder, mens han ligeledes forårsagede et mindre færdselsuheld, da han påkørte et sidespejl på en modkørende i forbindelse med, at han kørte i den modsatte vognbane. Han blev desuden flere gange undervejs målt til at køre med en hastighed langt over det tilladte.

Den 20-årig fik også en sigtelse for at køre bil uden gyldig tilladelse. Og der var endnu flere sigtelser: Han blev også fundet i besiddelse af nogle hundrede gram skunk og hash. Han blev derfor sigtet for forsøg på salg af euforiserende stoffer. Slutteligt blev han også sigtet for trusler mod politiet, da han i forbindelse med sin anholdelse ytrede flere skældsord og trusler mod betjentene.

Heldigvis kom ingen personer dog til skade i forbindelse med eftersættelsen.