Pensionister i p-postyr: 77-årig kvinde flygtede fra uheld
77-årig kvinde sigtet for at påkøre bil og køre fra stedet.
En 77-årig kvinde er kommet i klammeri med ordensmagten efter en påkørsel på en p-plads i Viborg.
Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
På parkeringspladsen kom hun torsdag til at bakke ind i en 76-årig mands bil på vej ud af sin p-bås.
Manden sad i bilen, da der var nærkontakt og gik straks over til kvinden, som dog pure nægtede at tage skylden på sig. Det på trods af, at der var et vidne til at bakke op om manden.
Den 77-årige ville dog ikke vide noget af det og satte sig derfor ind i sin bil og stak af. Uden at afgive de oplysninger, som man er forpligtet til, når man er involveret i et uheld.
Hendes nummerplade blev dog noteret, og derfor kunne politiet let køre ud og præsentere hende for en sigtelse for at have påkørt en anden bil og for at have gjort sig til flugtbilist.