Fortsæt til indhold

22-årig kørte som en vanvittig: Nu er bilen snuppet

Svigerfar og svigersøn har noget at tale om henover spisebordet den kommende tid.

Krimi
ddp

Rettelse: Midt- og Vestjyllands Politi er mandag ude med en rettelse - svigerfaren sad IKKE i bilen under vanvidskørsel, som det ellers fremgik af denne artikel tidligere. Lokalavisen beklager at have viderebragt den forkerte information - du kan læse rettelsen i sin helhed her.

En 22-årig mand fra Skive-egnen var ude at gøre vejene særdeles usikre i svigerfarens bil lørdag eftermiddag ved Sjørup i Midtjylland, fortæller Skive Folkeblad.

En fotovogn blitzede bilen med 160 km/t på en landevej, hvor der må køres 80 km/t. Det hører under betegnelsen vanvidsbilisme, når man overskrider fartgrænsen med mere end 100 pct., som var tilfældet her.

Det var den 22-årige mand, der sad bag rattet. Han kørte i svigerfarens Golf TDI.

Politiet fik bilen stoppet, og den 22-årige fik en sigtelse for vanvidsbilisme. Samtidig måtte svigerfar, der senere ankom til stedet, overlade nøglerne til sin bil til ordensmagten.

Midt- og Vestjyllands Politi fortæller til Skive Folkeblad, at faren har protesteret mod beslaglæggelsen, som politiet har ret til ved vanvidskørsel, og derfor skal beslaglæggelsen nu prøves ved retten.

Der bliver dog næppe noget at komme efter, eftersom manden selv sad i bilen, mens den blev kørt ulovligt.

Ifølge politiet vil den kunne indbringe omkring 100.000 kroner ved en senere auktion, såfremt retten finder, at beslaglæggelsen var efter bogen.