Faldt i søvn i drive-in til fastfood-restaurant: Nu har politiet taget hans bil
Kl. 07.24 mandag morgen blev en ambulance tilkaldt til en fastfoodrestaurant, hvor en bilist var ukontaktbar i drive in-banen.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Politiet kørte også til stedet, hvor ambulancepersonale havde taget sig af en 32-årig mand fra Ringsted, som ud fra vidneforklaringer var kørt i personbil ind i drive in-banen ved restauranten. Her var den 32-årige så blevet ukontaktbar, idet han formentlig faldt i søvn i sin bil.
Politiet vurderede, at den 32-årige var påvirket af alkohol og derfor kunne mistænkes for spirituskørsel i sin bil frem til stedet. En vejledende alkometertest bekræftede mistanken. For den 32-åriges pustede alkometeret op til så kraftigt et udslag, at alkoholkoncentrationen i hans blod kunne være over to promille.
Den 32-årige blev sigtet for spirituskørsel og politiet tog ham med sig, da han ikke havde behov for sundhedsfaglig behandling. Politiet fik efterfølgende, i forbindelse med at manden blev anholdt, udtaget en blodprøve af den 32-årige til nærmere undersøgelse for alkoholkoncentration i blodet.
Her kunne politiet også fortælle den 32-årige, at hans bil blev beslaglagt efter reglerne om vanvidskørsel, da politiet havde en begrundet mistanke om, at han havde promille på over to.
Bilejeren protesterede over den beslutning, så nu skal en dommer kigge nærmere på politiets grundlag for beslaglæggelsen.
Når analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve foreligger, vil den 32-årige høre nærmere fra politiet.