Fortsæt til indhold

Det er mit drømmejob

Portræt af Thorkild Fogde, der tiltrådte som politidirektør den 1. september

Krimi
Kim Belmark

Da han så, at jobbet som politidirektør i Nordsjælland var ledigt, kunne han ikke lade være med at søge det, og han fik det - drømmejobbet. 44-årige Thorkild Fogde satte sig den 1. september i politidirektør-stolen på politigården i Helsingør, og det med stolen skal ikke tages alt for bogstaveligt, for han har konstant været på farten i sine første uger i jobbet: Han besøger hver enkelt lokale politistation i kredsen for at hilse på politifolkene, han har kontaktet de 13 nordsjællandske borgmestre, og han holder møder med formænd for lokale beboerforeninger og andre, som har påtrængende behov for at møde den nye politidirektør og fortælle ham om problemer og brændpunkter. Thorkild Fogde er øverste chef for cirka 1000 politifolk i det nordsjællandske. "Jeg søgte jobbet, fordi det er et fantastisk job. Her får jeg mulighed for at arbejde både med det overordnede, men også helt nede på gulvet og gaden. Det job var jeg nødt til at søge: Det rummer det hele. Og det er jeg allerede blevet bekræftet i efter få uger i jobbet. Her kan jeg arbejde med økonomistyring og strategi kombineret med det borgernære samarbejde. Det lå i naturlig forlængelse af, hvad jeg tidligere har prøvet," siger Thorkild Fogde til Lokalavisen.dk.

Jyske rødder

Nordsjællands nye over-sherif stammer fra Nørre Nissum, en lille by med omkring 1000 sjæle i den østlige del af Lemvig Kommune. Han blev student fra Lemvig Gymnasium, og han stiftede bekendtskab med Nordsjælland for første gang, da han aftjente sin værnepligt på Flyvestation Værløse. Herefter søgte han til Århus, hvor han gennemførte jurastudiet i perioden 1986-91. "Jeg kommer fra en lærerfamilie, og jeg var den første i familien til at blive jurist. Den gang var sig sikker på, at jeg ville have en samfundsvidenskabelig uddannelse, og jeg valgte juraen, fordi den var konkret og velfunderet," siger Thorkild Fogde. Efter den juridiske embedseksamen blev Thorkild Fogde ansat i justitsministeriet, hvor han arbejdede med retspolitik. I en periode arbejdede han som dommerfuldmægtig ved Retten i Roskilde, og han har arbejdet i både stats- og udenrigsministeriet. Han slog til, da han fik mulighed for at komme til Bruxelles som juridisk attaché, og efter to et halv år i EU gik turen tilbage til justitsministeriet, hvor han blev kontorchef i ministeriets lovafdeling, og den 1. januar 2004 blev han afdelingsleder i i den administrative afdeling i justitsministeriet.

Den nye politidirektør foran Nordsjællands hovedkvarter, politigården i Helsingør. Nordsjællands Politi har i alt cirka 1000 ansatte.

Politireformen

For få uger siden skriftede karrieresporet så til Nordsjælland, og Thorkild Fogde, som har været med i arbejdet omkring den nye og meget omdiskuterede politireform, skal nu arbejde med reformen i praksis. "Nu skal jeg se reformen fra den anden ende. Før så jeg den ovenfra, nu ser jeg den også nedenfra," siger den nye politidirektør og fortsætter: "Politireformens første fase har været omstillingsprocessen, og den har givet en del turbulens. Nu er vi efter min mening kommet til anden fase, hvor det gælder om at få den nye struktur til at virke. Reformen handler om at drive politiet på en mere rationel måde, men alligevel bevare dialogen med lokalbefolkningen, som vi gjorde for nylig ved dronningens besøg i Frederikssund. Politiet har mange ansigter. Et af dem er de blå blink og kampuniformer, men der er også andre ansigter, hvor vi er med i fredelige sammenhænge." Thorkild Fogdes førstehåndsindtryk af Nordsjællands Politi er positivt. "Det er et foreløbigt udsagn, for et par uger er ikke nok til en endelig vurdering. Men det er mit indtryk, at folk i Nordsjælland har et godt og kompetent politi, som er ved at finde på plads efter omstruktureringen. Jeg tager rundt på politistationerne, hvor jeg taler med de lokale politifolk, og jeg har et godt, overordnet indtryk. Men det tager tid at komme på plads efter et par turbulente omstillingsår. Gamle arbejdsrutiner skal ud, og de nye rutiner er måske ikke helt indarbejdet. Jeg håber på et par konsolideringsår, og så skal vi evaluere og se, om vi skal foretage justeringer," siger han.

Sheriffen privat

Thorkild Fogde bor i Dragør med sin familie, og han har således - alt efter trafiksituationen på Motorring 3 - en del transporttid til politigården i Helsingør. I dag har politidirektører ikke bopælspligt i det område, hvor de arbejder. Det havde politimestre ellers i tidligere tider. Thorkild Fogde vil dog ikke afvise, at han en dag flytter med familien til Nordsjælland, men lige nu er familien forankret i Dragør. Hustruen Mona er økonoma og arbejder på Amager i en familieinstitution for anbragte småbørn, den ældste datter, Ditte, er netop begyndt på Midtsjællands Efterskole i Lejre, og den yngste datter, Stine, går i skole i Dragør. "Men jeg har under alle steder en forventning om at lære Nordsjælland bedre at kende, og det kendskab får jeg blandt andet ved at tage rundt og tale med de lokale politifolk, ligesom jeg skal mødes med de nordsjællandske borgmestre," siger Thorkild Fogde.