Har fået nok af ballade: Circle K i Gellerup lukker i de mørke timer
Ændret åbningstid er af hensyn til de utrygge medarbejdere, der har oplevet vold, trusler og hærværk, fortæller Circle K.
»Vi gør udelukkende det her for at passe på vores medarbejdere.«
Sådan lyder det fra kommunikations- og CSR-chef i Circle K Danmark, Kirsten Grumstrup, om ændrede åbningstider for den berygtede tankstation på Silkeborgvej ved Gellerup.
Stationen har alle dage været døgnåben, men det er slut nu. Åbningstiden er ændret til 05-20 i båder weekender og hverdage.
På en lokal Brabrand-gruppe på Facebook skriver stationens souschef, at det skyldes, at »ledelsen ikke gider mere på grund af al den ballade, der har været.«
Og det bekræfter Circle K Danmark.
»Det er en meget god opsummering af situationen,« siger kommunikationschefen.
Rystede medarbejdere
Tankstationen er nemlig ikke en uset gæst i politiets døgnrapporter og har således ofte optrådt deri i forbindelse med vold ude på forpladsen, røverier, trusler mod personale og senest den 23. januar et voldsomt tilfælde af hærværk, hvor ukendte mænd med køller gik til angreb på facaden og smadrede alle vinduespartier.
Kølleangrebet lader til at være den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over.
»Der har været noget ballade, vold og hærværk derude. Det er ikke mere end nogle uger siden, at vi fik smadret ruderne og blev nødt til at holde lukket i nogle dage, indtil det var udbedret, og vores medarbejdere var rigtig, rigtig rystede over den hændelse,« siger Kirsten Grumstrup og fortsætter:
»Inden hærværket har der været adskillige andre episoder, hvor vores medarbejdere har følt sig truet, og hvor de også har følt, at det har været utrygt at stå i butikken. Det er primært noget, der er foregået i aften og nattetimerne, og derfor har vi valgt at ændre åbningstiden.«
Kommunikationschefen oplyser, at der har været mange andre utrygge episoder på tankstationen, som ikke altid har involveret politiet, og derfor har offentligheden heller ikke nødvendigvis kendskab til dem. I alt 30 utrygge episoder har man optalt de seneste år.
Ingen anden udvej
Ifølge Kirsten Grumstrup har Circle K haft mange udgifter forbundet med at hjælpe medarbejderne efter episoderne, men det de ansattes ve og vel, der ligger kæden på sinde.
»Vi har haft mange medarbejdere, der har stoppet og sagt op. Det her tiltag handler både om af fastholde de medarbejdere, vi har nu og at passe på dem.«
Hvad tænker I om, at det er nødvendigt?
»Vi er rigtig kede af, at vi er nødt til at tage det her skridt, men det har vi bare følt os nødsaget til af hensyn til arbejdsmiljøet. Vi har ikke kunnet se andre muligheder.«
Har I været i dialog med politiet eller kommunen om problemet?
»Vi har været rigtig meget i dialog med politiet. Politiet har i perioder patruljeret og været derude noget mere, og de har talt med medarbejderne om, hvad de kan gøre og sige, når de står i en tilspidset situation. Medarbejderne har også været til møde på politistationen, hvor de har fået vejledning i at håndtere de her situationer. Politiet har gjort rigtig meget, men vi har ikke set anden udvej end at ændre åbningstiderne,« forklarer Kirsten Grumstrup.
Efterforsker flere sager
Din Avis Aarhus har spurgt Østjyllands Politi, hvorfor det ikke er lykkedes at skabe tryghed på tankstationen.
»Østjyllands Politi er bekendt med, at der i løbet af den seneste tid har været flere utryghedsskabende episoder på en konkret tankstation i Brabrand. Vi har i den forbindelse været synligt til stede på tankstationen og i nærområdet ad flere forskellige omgange – både i forbindelse med konkrete anmeldelser og i forbindelse med mere generelle tilsyn fra vores patruljer. Vi efterforsker for tiden nogle konkrete anmeldelser vedr. bl.a. hærværk på tankstationen, og vi har derfor ikke på nuværende tidspunkt mulighed for at gå nærmere i detaljer med sagerne fra adressen,« skriver politiet og slutter:
»Vi arbejder for, at alle borgere i Østjylland skal kunne føle sig trygge. Vi opfordrer derfor til, at man altid anmelder det til politiet, hvis man er udsat for en kriminel handling eller en utryghedsskabende opførsel.«