Røvede to Circle K-tankstationer for lidt vin, tre sixpacks og fem kartoner smøger
Han kørte fra det ene røveri til det næste med taxa.
Natten til søndag kl. 4 blev der slået alarm hos Circle K på Stationsholmen i Greve.
Her havde en mand været inde i butikken, og med en kniv havde han truet sig til det sparsomme udbytte bestående af tre sixpacks med øl og to flasker vin. Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Samtidig med at politiet fik meldingen om røveriet ved Stationsholmen, indløb en ny anmeldelse om et røveri på en Circle K-tankstation - også i Greve - men denn gang på Lillevangsvej - blot få minutter i bil fra det første gerningssted.
Også her havde en maskeret mand med kniv været inde på tankstationen og havde truet sig til et beskedent udbytte på fem kartoner cigaretter og et mindre pengebeløb.
Væk i en taxa
En patrulje kom frem til Circle K på Lillevangsvej netop som gerningsmanden havde sat sig ind i en taxi. Med kniven truede han tilsyneladende taxichauffør til at køre væk fra stedet.
Da taxien efterfølgende gjorde holdt på Vejleåvej i Ishøj, lykkedes det for politiet at få anholdt en 23-årig mand fra Solrød.
Efterforskningen i sagen viste, at han tidligere på aftenen havde bestilt taxien til at hente sig på en adresse i Ishøj og derefter havde han kørt rundt i den i nogle timer.
Efterforskningen skal nu vise, hvad der præcist er foregået i det tidsrum.
Den 23-årige blev i et grundlovsforhør søndag varetægtsfængslet frem til 16. marts.