Politiet efterlyser Rema 1000-røver: Har du set denne mand?
En mand, der er mistænkt i en røverisag, efterlyses nu offentligt.
I forbindelse med efterforskningen af en røverisag mod en Rema 1000 på Tisvildevej i Vejby i Nordsjælland offentliggør politiet nu billeder af en mand, der er mistænkt i sagen, og som politiet gerne vil tale med.
Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Den 4. januar 2023 klokken 19.41 indfandt gerningsmand sig i supermarkedet, hvor han ventede til, at kassemedarbejderen var alene ved kassen, hvorefter han trak en pistol frem fra lommen og pegede den mod medarbejderen og sagde: »Pengene i posen.«
Han holdt en hvid Føtex-pose frem til kassemedarbejderen, som puttede alle sedler fra kassen i posen.
Herefter forlod gerningsmanden butikken. Han krydsede over parkeringspladsen udenfor, hvor et vidne har set ham stige ind en mørk bil, der holdt parkeret på Tisvildevej ude af syne fra supermarkedet.
Bilen kørte væk i vestlig retning ad Tisvildevej. 10 minutter før røveriet er den mistænkte filmet på en nærliggende tankstation. Han kom ind i butikken uden mundbind, og benyttede toilettet et par minutter, hvorefter han gik direkte ud igen.
Den mistænkte beskrives som:
Mand, 175-180 centimeter, kraftig kropsbygning, og han talte dansk.
Iført: Sort hue, sort mundbind, grøn jakke. Medbragte: hvid indkøbspose fra Føtex.
Har du kendskab til personen på billederne, bedes du ringe til politiet på 114.