To biler vælter ned på motorvejen: Ung kvinde sigtet for spritkørsel
Motorvejen måtte spærres på grund af ulykken.
En 26-årig kvinde er sigtet for spirituskørsel efter en ulykke tirsdag, der i timer spærrede Sydmotorvejen ved Haslev.
Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Flastes Politi.
Kvinden kørte op i en ladbil med to biler, der herefter røg ned på vejen.
»Der er altså fire biler involveret,« sagde Heidi Grandt Andresen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, tirsdag til Lokalvisen.dk.
Personbilen rammer op i ladbilen, der var påspændt en trailer. Der befandt sig en tom bil på traileren og en tom bil på ladbilen - og de endte begge på motorvejen.
»Og ladbilen vælter,« sagde Heidi Grandt Andresen.
Det resulterede altså i, at motorvejen måtte afspærres.
Den 26-årige kvinde blev sigtet for spirituskørsel, da en alkometertest viste, at hun havde en promille, der var noget over det tilladte. Hun blev kørt til behandling for sine knubs på sygehuset, og føreren af ladbilen - en 43-årig mand fra Køge - blev også kørt til sygehuset i Køge til undersøgelse og behandling.
Ingen er dog kommet alvorligt til skade.