Fortsæt til indhold

Smuglede for 23 millioner kroner

Mænd er dømt for at have transporteret valuta svarende til omkring 23 millioner kroner via Københavns Lufthavn.

Krimi

En 37-årig mand er fredag i Københavns Byret idømt to år og ni måneders fængsel, mens en 34-årig mand er idømt tre års fængsel.

De to mænd, der er svenske statsborgere, er dømt for forsøg på hvidvask af særlig grov beskaffenhed, efter at de har transporteret valuta svarende til omkring 23 millioner kroner via Københavns Lufthavn

Det oplyser Københavns Politi.

Mændene er blevet dømt for at have rejst mellem Danmark og Tyrkiet i alt syv gange. De har transporteret omkring 18 millioner kroner i perioden fra slutningen af november til starten af februar.

De to mænd blev anholdt i forbindelse med yderligere en tur i midten af februar 2022, hvor de var i besiddelse af cirka fem millioner kroner, som blev konfiskeret.

De to mænd blev udover fængsel idømt udvisning for bestandigt.