Skal man bremse for gult?
Alt for mange aarhusianere kender ikke færdselsloven, eller vælger at ignorere den, når de kører over for gult lys. Det skal en kampagne fra Østjyllands Politi, Aarhus Letbane og Aarhus Kommune nu ændre på
I to ud af tre uheld, hvor aarhusianerne kommer til skade i trafikken, er gul- eller rødkørsel en medvirkende årsag til uheldet. Derfor samarbejder Østjyllands Politi, Aarhus Letbane og Aarhus Kommune i uge 17-18 om kampagnen Aarhus bremser for gult. Det oplyser Teknik og Miljø i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Unge mænd udsat for gaderøveri i Aarhus V
Kampagnen skal sætte fokus på en adfærd, som kan have store konsekvenser for både trafiksikkerheden og trafikafviklingen. I en spørgeundersøgelse, som Yougov har udført for de tre aktører bag kampagnen, svarer halvdelen af de 445 adspurgte bilister, at de ikke kender reglen for, hvornår det ifølge færdselsloven er tilladt at køre over for gult. En tredjedel af alle de adspurgte bilister svarer desuden, at de kører over for det gule lys.
"Det er vigtigt, at vi får sat fokus på problemet med gul- og rødkørsel. Man må simpelthen ikke sætte travlhed over egen og andres sikkerhed. Biler, der kører over for gult, kan blive fanget midt i et kryds, hvor de blokerer eller forsinker den øvrige trafik. Det giver problemer for både trafiksikkerheden og fremkommeligheden," siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, i pressemeddelelsen.
Politiet lover øget fokus
Hos byens nye Letbane har man i løbet af årets første tre måneder oplevet flere episoder, hvor bilister tager chancer i trafikken. Det sker især om eftermiddagen og aftenen, hvor mange formodentlig har travlt med at komme hjem fra arbejde. Når en bilist kører overfor gult eller rødt lys, kan Letbanen blive tvunget til hårde opbremsninger, der kan medføre skader på Letbanens passagerer.
”Vi har heldigvis ikke oplevet episoder med personskade, men vi oplever i gennemsnit fire episoder om ugen, hvor der blandt andet er risiko for kollision. Et letbanetog vejer 50 tons og skal bruge 46 meter til at bremse ned, hvis det kører 50 km/t. Derfor er det også en rigtig dårlig idé - og potentielt meget farligt - at ignorere det gule eller røde lys i de kryds, som Letbanen passerer,” fortæller Jens Michael Toft, Sikkerheds- og driftschef hos Aarhus Letbane, ligeledes i pressemeddelelsen.
Østjyllands Politi bakker om kampagnen med kontrol og særlig fokus på gul- og rødkørsler i kampagneperioden.
"Gult lys betyder stop på lige fod med det røde og skal tages mindst lige så alvorligt. Det kan skabe nogle rigtig farlige situationer og giver en bøde på 2.000 kroner, hvis man alligevel ser sit snit til at køre over. Kører man efter hastighedsbegrænsninger og vejrforhold, bør man i udgangspunktet altid kunne nå at stoppe for det gule lys," siger Jesper Bøjgaard, politiinspektør ved Østjyllands Politi, i pressemeddelelsen fra Teknik og Miljø.
jwh