Fortsæt til indhold

"Der er lige kommet ambulance nummer fem, og der er flere blå blink på vej"

Krimi
Af Daniel Sennek

Fredag aften måtte politiet spærre Køge Bugt Motorvejen i sydgående retning efter en stor trafikulykke. Ulykken der skete kort før afkørsel 29 Greve S gjorde, at politiet spærrede motorvejen til omkring midnat.

Det oplyser Vejdirektoratet.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til BT, at uheldet involverer flere biler.

"Der er tale om 5-6 biler, der er impliceret, og motorvejen spærret. Mere kan jeg ikke sige nu," siger vagtchef Henrik Olesen til avisen.

BT's reporter på stedet oplyser, at politi og redningsfolk er massivt til stede på motorvejen.

"Der er lige kommet ambulance nummer fem, og der er flere blå blink på vej. Der er tre brandslukningskøretøjer, og der er kommet skiltevogne til at spærre af i retning mod Fyn men også mod København, fordi der ligger mange vragdele på vejen," fortæller BT's reporter, som også kan oplyse, at en af de implicerede biler har sat sig fast under autoværnet.