Video: Kæmpe kaos - Lastbil påkører viadukt og spærrer busknudepunkt
En hel del bybusser holdt i kø fra Busgaden og ned til Nørre Allé
Onsdag eftermiddag stod en hel del gule bybusser stille hele vejen fra Busgade-viadukten, hvor busserne kører under pool-baren Sharks, og ned til Klostertorvet og Nørre Allé.
Årsagen var, at de ikke kunne køre videre, fordi en lastbil fra transportfirmaet DSV spærrede vejen.
Lastbilchaufføren havde tilsyneladende ikke tjekket, om hans lastbil var for høj til viadukten, og det endte med en påkørsel af bygningsfacaden, der blandt andet består af glaselementer.
Busgaden er, som navnet antyder, et knudepunkt for mange af Midttrafiks bybusser, og derfor opstod der hurtigt en stor kø af gule bybusser.
"Det har skabt et større kaos med busser, der holder i en lang kø og ikke kan komme videre," lyder det fra Østjyllands Politis vagtchef, som fortæller, at politiet fik meldingen om uheldet klokken 15.22.
Midttrafik oplyser, at man har arbejdet på en omdirigering af de mange bybusser, men at lastbilen nu er blevet fjernet, og derfor kan busserne igen køre forsinket ud på deres ruter.
Det forventes, at busserne vil køre efter planen omkring klokken 17.30.
dp
Video: Byrd/Emmamichaelfoto