To 14-årige piger udsat for sexovergreb
To mænd er varetægtsfængslet og sigtet for voldtægt og forsøg på voldtægt af to 14-årige piger i Broen Shopping i Exnersgade i Esbjerg, skriver jv.dk.
Det anmeldte fandt sted den 31. marts om aftenen, hvor de to veninder befandt sig i shoppingcenteret.
Ifølge JydskeVestkystens oplysninger skiltes pigerne ved toiletterne. Den ene pige gik ind, mens den anden ventede udenfor. Inden for ved toiletterne skulle to mænd have stået og ventet, og den ene pige skulle være blevet voldtaget, og den anden pige senere forsøgt voldtaget.
Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter overfor jv.dk, at to mænd i øjeblikket er varetægtsfængslet i forbindelse med sagen.
Informationsmedarbejder Mads Dollerup-Scheibel, Syd og Sønderjyllands Politi, bekræfter overfor Ekstra Bladet, at to afghanske statsborgere er blevet varetægtsfængslet i sagen.