Varsel om skybrud, torden og kraftige vindstød
Mandag formiddag har DMI udsendt varsel om, at voldsomt vejr er på vej op over landet sydfra med torden, kraftige vindstød og store mængder regn, der kan falde som skybrud.
Det er allerede begyndt at regne kraftigt i Sønderjylland med trafikale udfordringer til følge, og regnen vil brede sig videre til resten af Jylland og Fyn i løbet af dagen.
Varslet gælder Syd- og Sønderjylland, Trekant området, Middelfart, Assens, Herning, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern i tidsrummet frem til klokken 17, men områderne: Midt- og Vestjylland, Nordjylland, Sydfyn, Djursland, Odder, Århus NV (Kronjylland), Sydøstjylland, Silkeborg, Aarhus, Samsø, Kerteminde, Nyborg, Odense, Nordfyn og Vejle vil være under varsel fra klokken 12 til 18.30.
DMI forventer mellem 15 og 25 mm. regn på 30 minutter samt risiko for kraftig torden med vindstød over 15 m/s.