Fortsæt til indhold

Gik tilbage i huset - bevæbnet med en pulverslukker

Krimi
Af Daniel Sennek

13-årige Sebastian er en sand helt. Om aftenen den 16. april reddede han sin familie - forældre, lillebror Samson og deres hund - ud af flammerne i familiens hus. Hvorefter han gik ind i huset igen, slukkede branden og høstede kæmpe roser fra de tililende brandfolk.

Det skriver Sjællandske.

"Jeg sad på mit værelse, og synes pludselig jeg kunne lugte krudt. Jeg gik op i køkkenet, hvor der var tyk røg over det hele," fortæller Sebastian til avisen.

Ilden i familiens hjem på Nordgårdsvej i Herrestrup i Odsherred startede, da der gik ild i en opvaskemaskine. Igen var det heldigt for familien, at Sebastian netop havde afsluttet første del af dt skoleforløb som brandkadet under Vestsjællands Brandvæsen på Nykøbing brandstation.

Da Sebastian opdagede ilden, fik han familien ud, slukket for de elektriske installationer og hentet en pulverslukker.

"Sebastian var helt fantastisk. Han havde fuld kontrol over situationen. Jeg stod udenfor og havde ringet 112. Det var forfærdeligt, at stå og se, hvordan mit 250 år gamle bondehus måske ville brænde ned," fortæller Sebastians forældre Sus Skovgaard Worsøe og Sune Skovgaard Worsøe.

På seks sekunder fik Sebastian slukket branden med pulverslukkeren - og da brandfolkene ankom, var der kun roser og kram tilbage at give.

Sebastian havde også sikret, at familiens katte kom ud.