Flygtede ved at kaste sig ind i tilfældig bil med skrækslagen fører
Københavns Vestegns Politi efterforsker en sag, hvor en 37-årig mand blev overfaldet af tre ukendte gerningsmænd ud for Taastrup Hovedgade 129 på Københavns Vestegn.
Under overfaldet forsøgte den 37-årige at komme væk ved at kaste sig ind i en tilfældig personbil, der holdt på stedet. Føreren af bilen flygtede, men blev undervejs ramt af et slag fra en af de tre gerningsmænd, som også kastede sig ind i bilen. Her blev den 37-årige stukket i låret, og gerningsmændene flygtede herefter i løb fra stedet.
Den sårede 37-årige brugte bilen til at køre direkte til skadestue i Glostrup. Politiet har nu beslaglagt bilen og er i kontakt med den 37-årige, der siden er blevet overført til Rigshospitalet, hvor han meldes uden for livsfare.
Københavns Vestegns Politi ønsker kontakt med vidner, der har set overfaldet og dramaet ved personbilen. Overfaldet skete klokken cirka 10, og bilen beskrives som en grå VW Golf. Har du oplysninger i sagen, kan Københavns Vestegns Politi kontaktes på 43 86 14 48
Motivet til overfaldet på den 37-årige er ikke kortlagt endnu, men 37-årige er i forvejen kendt i det kriminelle miljø, oplyser politiet.