Fortsæt til indhold

Aldrig huset én eneste asylansøger

Siden 2017 har Rigspolitiet punget ud med ikke mindre end seks millioner kroner for to tomme flygtningelejre. De har aldrig huset én eneste asylansøger siden oprettelsen i 2015.

Krimi
Daniel Sennek

Alligevel står de to tomme teltlejre stadig som en udgift hos Rigspolitiet. Det viser en aktindsigt, som Radio24Syv har fået.

De to teltlejre ligger i Søgårdslejren ved Aabenraa og på Vordingborg Kaserne. Teltene er nu pillet ned i Søgrådslejren, men Rigspolitiet betaler stadig for leje af området. 1,6 millioner kroner siden starten af 2017.

På Vordingborg Kaserne står teltene stadig oprejst på parkeringspladsnen, og her er der brugt 4,2 millioner kroner siden januar 2017. I alt har de to lejre kostet Rigspolitiet 55 millioner kroner, siden de blev oprettet i 2015. 2016 var suverænt det dyreste år, da der var telte i begge lejre, som blev opvarmet henover vinteren.

"Jeg tror, der må være danskere, der ryster på hovedet, når man tænker på, at man åbenbart har haft tomme telte stående i en iskold vinter, hvor de hjemløse ikke har haft et sted at overnatte. Der virker det helt grotesk, at man så har haft velfungerende telte stående i Vordingborg," siger Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, som nu vil tage sagen op i Folketingets finansudvalget til Radio24Syv.

Lejrene blev i sin tid oprettet som "beredskabslejre, så de kunne huse flygtninge, der ikke var plads til. Men de to lejre blev aldrig taget i brug. Men der er intet forkert i, at de opretholdes, mener Liberal Alliance.

"Jeg synes, det var rigtig fint, at man oprettede dem, dengang folk vadede op ad motorvejene. Det var et udtryk for rettidig omhu. Det er vigtigt, at vi tager vores forbehold, så længe der er strømninger mod Europa. Det er jo en lykkelig situation, at de ikke er taget i brug. På papiret kan det se ud af mange penge, men det er ikke engang en promille af statens budget. Vi bruger også penge på brandmænd, selvom der ikke er ildebrande," siger Laura Lindahl, udlændingeordfører fra Liberal Alliance, til Radio24syv.

Justitsminister Søren Pape Poulsen vil ikke kommentere sagen.