Fortsæt til indhold

Grise overladt til en pinefuld og forfærdelig død

Krimi
Arkiv

Politiet efterforsker lige nu en sag om forholdene for grisene hos en jysk landmand. Ifølge Dyrenes Beskyttelse er der tale om groteske forhold, hvor grise har kæmpe skuldersår og døende grise er blevet smidt på jorden og overladt til en langsom død.

Det skriver Fagbladet 3F.

Det er en dyrlæge fra Dyrenes Beskyttelse, der har meldt landmanden til politiet, da tre rumænere, der arbejder eller har arbejdet for ham, har fortalt om forholdene.

Hvis de oplysninger, dyrlægen har fået, er sande, er der ifølge hende tale om alvorlig vanrøgt af dyrene.

"Hvis rumænernes oplysninger er korrekte, er dyreværnsloven overtrådt i stor udstrækning, fordi det er lemfældigt, hvordan de syge og tilskadekomne dyr bliver behandlet. Grisene bliver ikke aflivet i tide, og de bliver aflivet på forkert måde, da de ansatte ikke altid har en boltpistol til rådighed. Man sikrer altså ikke, at aflivningen foregår så hurtigt og smertefrit som muligt. I stedet bliver de døende grise smidt udenfor, hvor man venter på, at de dør af sig selv," siger dyrlæge Inger Lund Overgaard til Fagbladet 3F og tilføjer:

"Det er groteske forhold."

Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen om forholdene den 16. april. De bekræfter, at der er en igangværende efterforskning.