Mor til 17-årig pige gennembankede datterens bekendte på åben gade
Det endte i rå og brutal vold, da to 17-årige teenagepiger onsdag aften kort efter klokken 21 mødtes ved Brugsen på LP Houmøllers Vej i Frederikshavn for at redde nogle tråde ud med hinanden. Det skriver nordjyske.dk.
Balladen omhandlede den ene piges barndomsveninde, som skulle være blevet truet af den anden piges kæreste. Men midt under samtalen sprang moren til den ene pige ud af sin bil og gik til angreb på den anden pige.
"Moren slog med knyttet hånd den 17-årige på siden af hovedet, og tildelte hende flere spark på kroppen og i ansigtet, mens hun lå i fosterstilling på jorden. Den 17-årige fik også revet en kæmpe tot hår af," siger politikommissær Carsten Kjær fra Lokalpolitiet i Frederikshavn til nordjyske.dk.
Pigen, det gik ud over, har ifølge Nordjyllands Politi flere blå mærker på kroppen samt en bar plet i hovedbunden, hvor håret er revet ud.
Man skal nu have fat i den aggressive mor og talt med hende om episoden.