Bilen holdt på motorvejen, men chaufføren var der ikke
Se flere fotos og video på Localeyes.dk
En 42-årig mandlig bilist bliver nu sigtet for uagsomt manddrab efter en voldsom ulykke sent torsdag aften. Desuden sigtes han også for spirituskørsel, samt at flygte fra stedet, hvor en 41-årig motorcyklist blev dræbt på motorvejen nær Odense.
Det skriver Ritzau.
Senere henvendte han sig dog selv til politiet.
"Personbilen holdt ude på motorvejen, men chaufføren var der ikke. Om han har været i chok eller forsøgt at stikke af fra stedet, ved vi ikke. Men han har siden selv henvendt sig til os," oplyste vagtchef Torben Jakobsen tidligere til Ritzau.
Se flere fotos og video på localeyes.dk
Da bilisten meldte sig selv, havde han en promille noget over det tilladte. Derfor sigtes han for spirituskørsel. Fyns Politi efterlyste efter ulykken en chauffør af en lastbil, der fragter biler, da han overværede ulykken og kan være et vigtigt vidne.
Fredag morgen har politiet snakket med ham, men vil ikke komme ind på, hvad han har fortalt.
"Den lastbilchauffør, som har henvendt sig, er fra Litauen, så han læste ikke lige danske medier, men en vognmand gjorde ham opmærksom på det. Så han har henvendt sig, og vi har snakket med ham," siger vagtchefen til Ritzau.
Politiet mener, at motorcyklisten blev påkørt bagfra af den personbil, som overhalede autotransporteren, hvorefter han mistede herredømmet og ramte autoværnet.